Polititjenestemand idømt fængselsstraf for seksuel udnyttelse af en prostitueret

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) afsluttede i efteråret 2013 efterforskningen i sagen, hvor en polititjenestemand fra Midt- og Vestjyllands Politi var sigtet for at have misbrugt sin stilling til at udnytte en prostitueret kvinde seksuelt.

På baggrund af Politiklagemyndighedens efterforskning og redegørelse, rejste Statsadvokaten i Viborg den 5. december 2013 tiltale mod den pågældende polititjenestemand.

Retten i Viborg har den 2. april 2014 afsagt dom i sagen.

Ved dommen blev polititjenestemanden fundet skyldig i - i to tilfælde - at have misbrugt sin stilling til at opnå samleje med den prostituerede kvinde, jf. straffelovens § 150. Denne bestemmelse fastslår, at når den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, straffes han med fængsel indtil 3 år.

Ved dommen blev polititjenestemanden idømt 8 måneders fængsel samt dømt til at betale 40.000 kr. i tortgodtgørelse til kvinden.

Sidst opdateret: 03.04.14 10:40