Politiklagemyndigheden har besluttet at iværksætte efterforskning i anledning af en anmeldelse fra politidirektøren i København i den såkaldte Tibet-sag

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) har den 28. september 2015 modtaget en anmeldelse fra politidirektøren i Københavns Politi, og politidirektøren har på et møde den 30. september 2015 præciseret anmeldelsen over for Politiklagemyndigheden. Anmeldelsen drejer sig nærmere om, hvorvidt personale i Københavns Politi eventuelt har begået strafbart forhold, herunder bl.a.

  • tjenestemisbrug eller -forsømmelse ved at afgive urigtige oplysninger - bl.a. til brug for justitsministerens besvarelser af spørgsmål fra Folketinget - vedrørende Københavns Politis indsats over for demonstranter i forbindelse med det kinesiske præsidentbesøg i dagene den 14.-16. juni 2012 samt ved de to senere kinesiske statsbesøg i 2013 og 2014,
  • tjenestemisbrug eller -forsømmelse i øvrigt i forbindelse med Københavns Politis efterfølgende håndtering af sagerne om de kinesiske statsbesøg.

På baggrund af anmeldelsen samt det materiale, som foreløbig er udleveret fra Københavns Politi - herunder materiale, der så vidt ses ikke hidtil er indgået i Københavns Politis redegørelser og besvarelser vedrørende de kinesiske statsbesøg - har Politiklagemyndigheden besluttet at iværksætte en nærmere efterforskning i sagen.

Når sagen er færdigefterforsket, vil Politiklagemyndigheden udarbejde en skriftlig redegørelse til Statsadvokaten i København med henblik på statsadvokatens afgørelse af, om der er grundlag for at rejse tiltale i sagen.

Sidst opdateret: 01.10.15 13:47