Politiklagemyndigheden undersøger en sag, hvor en motorcykel forulykkede i forbindelse med politiets eftersættelse

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi underrettede den 4. maj 2015 ca. kl. 23.30 Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) om en episode, hvor en motorcykel var forulykket i forbindelse med en eftersættelse. Føreren af motorcyklen er blevet indlagt på sygehuset med lårbensbrud.

Politiklagemyndigheden har iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, idet myndigheden ud fra de lægelige oplysninger konkret har vurderet, at der er tale om alvorlig tilskadekomst.

Politiklagemyndigheden kan kontaktes på telefon  4178 3500 eller pr. e-mail mail@politiklagemyndigheden.dk.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København. Det er herefter statsadvokaten, der - på grundlag af Politiklagemyndighedens redegørelse - tager stilling til, om der eventuelt skal rejses tiltale mod nogle af de involverede polititjenestemænd.


Sidst opdateret: 06.05.15 10:39