Retten i Aarhus idømmer polititjenestemand 4 måneders betinget fængsel

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) afsluttede i vinteren 2015 efterforskningen i en sag, hvor en polititjenestemand var sigtet for at have misbrugt sin stilling til at udnytte en prostitueret kvinde seksuelt. Polititjenestemanden var endvidere sigtet for at have misbrugt sin stilling til at skaffe sig ikke tjenstlig kontakt med kvinder, han havde truffet i tjenesten, ligesom han var sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger om en nært forestående ransagning, samt for at have foretaget en række uberettigede opslag i politiets systemer.

Ved anklageskrift af 18. marts 2015 rejste Statsadvokaten i Viborg tiltale imod den pågældende polititjenestemand.

Den 17. august 2015 blev polititjenestemanden af Retten i Aarhus idømt 4 måneders fængsel betinget af udførelse af 100 timers samfundstjeneste.

Polititjenestemanden udbad sig betænkningstid for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt han ønsker at anke af dommen.

Sidst opdateret: 17.08.15 14:55