Politiklagemyndigheden undersøger en sag, hvor en bil under flugt fra politiet påkørte en anden bil

Sydøstjyllands Politi underrettede den 11. februar 2016 kl. 19.08 Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) om, at der havde været en længere eftersættelse i Kolding by, hvor en person ved høj fart forsøgte at køre fra politiet. I et skarpt sving kørte personen frontalt ind i en anden bil. Førerne af begge biler blev indlagt på hospitalet med forskellige skader.

Politiklagemyndigheden har iværksat en nærmere undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, idet færdselsuheldet skete under politiets eftersættelse af den pågældende person, og idet myndigheden ud fra de lægelige oplysninger konkret har vurderet, at der kan være tale om alvorlig tilskadekomst.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

Sidst opdateret: 12.02.16 13:01