Politiklagemyndigheden undersøger skudsag

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 24. juni 2016, ca. kl. 22.30, en underretning fra Københavns Vestegns Politi om, at der kort forinden havde været en skudepisode på Hvidovrevej.

Efter det oplyste råbte politiet en mand an, som ikke stoppede, hvorfor politiet afgav varselsskud. Da manden efterfølgende afgav skud, skød politiet og ramte den pågældende i benet.

Politiklagemyndigheden iværksatte på baggrund af underretningen straks en efterforskning af episoden.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden er interesseret i at komme i kontakt med vidner til episoden, som kan rette henvendelse på telefon 41783500 eller pr. e-mail på mail@politiklagemyndigheden.dk.

Eventuelle henvendelser fra pressen kan rettes til chefkonsulent Cecilie Revsbech.

Sidst opdateret: 25.06.16 08:43