Polititjenestemand sigtet for blufærdighedskrænkelse og tjenestemisbrug

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har i dag sendt en redegørelse til Statsadvokaten i Viborg i en sag, hvor myndigheden den 18. april 2016 sigtede en polititjenestemand fra Østjyllands Politi for i 15 tilfælde at have begået blufærdighedskrænkelse og tjenestemisbrug over for yngre kvinder. Sagen drejer sig om, at polititjenestemanden i flere tilfælde verbalt skulle have krænket kvindernes blufærdighed, mens han var i tjeneste. Dette skulle bl.a. være sket ved, at den pågældende polititjenestemand fremsatte bemærkninger om kvindernes udseende samt kommenterede private forhold, herunder af seksuel karakter.

Den sigtede polititjenestemand nægter sig skyldig.

Sagen er i dag videresendt til Statsadvokaten i Viborg med henblik på, at Statsadvokaten tager stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale mod polititjenestemanden.

Sidst opdateret: 15.06.16 15:01