Politiklagemyndigheden undersøger en sag, hvor en person mistede bevidstheden i patruljebil

Politiklagemyndigheden blev den 20. september 2016 kl. 01.35 underrettet af Nordjyllands Politi om en hændelse, som havde fundet sted kort forinden på motorvejen omkring Støvring.

Omkring kl. 22 modtog politiet en anmeldelse om spirituskørsel og et solofærdselsuheld i den forbindelse. En patrulje tog kontakt til den anmeldte fører, og han blev taget med i patruljebilen med henblik på at få udtaget blodprøve. Under politiets transport af føreren blev han pludselig livløs, hvorfor der blev tilkaldt lægehjælp og ydet førstehjælp på stedet.

Føreren blev efterfølgende bragt på hospitalet og ifølge det oplyste er hans tilstand alvorlig.

Politiklagemyndigheden iværksatte på baggrund af underretningen straks en efterforskning af episoden, og sendte i den forbindelse efterforskere til stedet.

Politiklagemyndigheden behandler sagen efter bestemmelsen om "udrykningssager" i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.


Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Sidst opdateret: 20.09.16 11:03